fredag den 7. september 2012

Beretning: 55°N,10°E

I denne weekend blev Dragons Lairs sommerscenarie "55°N,10°E - 48 timer tilbage" afholdt i Tusindårsskoven i Odense. Dette er min beretning fra et af de absolut fedeste scenarier jeg har deltaget i:


Der var rigeligt med mutanter og ubehageligheder til at holde Sikkerhedszone 55°N,10°E beskæftiget...

(Semikort) beretning fra scenariet:

Joqix Renka
My flesh eating brother.
Forhistorie: Den - for ethvert postapokalyptisk scenarie - obligatoriske verdensomspændende katastrofe er indtruffet i forsøget på at skaffe vedvarende energi. Ingen husker længere de præcise omstændigheder. Det eneste man ved, er at ressourcerne i verden er knappe, men at der til gengæld er rigeligt med mutanter (hvis man nu kunne have lyst til at spise dem). Alle mennesker lever som nomader, og rejser fra den ene sikkerhedszone til den næste. Ingen bliver på samme sted mere end 3-4 dage af gangen, af frygt for at tiltrække mutanthorden.
 
Jeg spillede en hårdtslående, småkynisk kvinde, rejsende med min gruppe - inkl. min søster. Min karakter, Mira Renka, har søgt desperat efter hendes ældre bror, som hun blev væk fra i virvar af skræk og blod for fem år siden. Hun har siden fundet sin yngre søster, og har sluttet sig til en større gruppe, som alle har taget sig efternavnet Renka (i denne verden er man glad for den familie man får og har... Og som overlever).

Mira Renka,
still human

Efter en lang rejse - og et raideroverfald - når vi til Sikkerhedszone 55°N,10°E. Efter en scanning for mutantsmitte, får vi adgang til Sikkerhedszonen. Selvom stemningen i sikkerhedszonen er trykket, og vi behandles som fanger, er vi glade for at være sluppet indenfor. Det er eftersigende ikke kun mutanter som hærger området i øjeblikket, men også den yderst brutale raider Kaisar skulle være set... På jagt efter nogen eller noget.

Sikkerhedszone 55°N,10°E styres af "Bossen", og hendes - mere eller mindre - ubehagelige crew. Mira finder allerede fredag aften ud af at hendes bror - Jogix - er en del af crewet i sikkerhedszonen - genforening og happy times!
Men glæden er (naturligvis i denne verden) kort. Om aftenen bukker Jogix under for en latent mutation, som indtil videre er blevet holdt i ave af medicinske blokeringer mod mutantsygen. Han sendes, i hemmelighed, ud i skovene for at komme overens med sit nye - blodelskende og dybt voldelige - jeg.

Crazy doc... Turning mutant
I mellemtiden er Mira og hendes søster kommet i en klemme i den mere sadistiske del af Bossens crew. Vi finder hurtigt ud af, at vores bedste chance er at stikke af ud i skovene til vores bror, og lade os "turne" til mutanter - frivilligt.

Det krævede gode snakkeevner, et utal af aftaler under bordet og en ofring uskyldig medrejsende til raiderne, før vi kunne flygte fra Sikkerhedszonen og tilslutte os den efterhånden støt voksende gruppe af mutanter.

Resten af Renka-gruppen er i midlertidig uvidende om vores frivillige overgivelse til mutanterne. Så de beskylder Bossen for at have overgivet os til mutanterne - and this means revenge! De slår en handel af med Kaisar;

Renkaerne skaffer kuren mod mutantsyge, mod at Kaisar udsletter Bossens crew.

Just... Run! Run awaaay!
Om natten kommer Kaisar. Han og hans raidere smadrer alt og alle, som ikke når at komme af vejen i tide. Ikke kun Bossen og hendes crew bliver mejet ned, men også flere af de nomader, som ikke når at flygte fra zonen, bliver skudt/savet/sparket ned under angrebet. Kaisar forlader igen Sikkerhedszonen, hvor nu kun få skrækslagne nomader, og enkelte overlevende vagter gør sig klar til resten af den sidste nat i Sikkerhedszone 55°N,10°E.

Flere af nomadegrupperne har taget konsekvensen af den efterhånden noget ustabile situation i "Sikkerhed"szonen, og flygter ud i skovene.

Nogle overlever natten på dåsemad og gode gemmesteder, mens andre overfaldes af mutanterne, som nu for alvor vælter ind i skovene i området.

I mutanthorden breder blodtørsten sig efterhånden, og lugten af de skræmte mennesker i Sikkerhedszonen gør at de største mutanter, som også resten af mutanterne frygter, nu begynder at indfinde sig i området. Om morgenen sker det uundgåelige; mutanthorden skyller ind over Sikkerhedszonen.

Nomader og vagter flygter i rædsel, og løber til alle sider. Der ligger opbakning og telte over alt. Nogle efterlader i panik alle ejendele og stikker af ud i skovene, andre henrettes i deres flugt. De som ikke når væk, bliver slagtet og en blodmassakre blandt mutanterne begynder...

Kun få mennesker overlevede turen til Sikkerhedszone 55°N,10°E (and whoever did.. better run!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar